Undergrunden kan fjerne kvælstof
Når landmanden dyrker sine afgrøder, tildeles der mere kvælstof end planterne kan optage, for at kunne opnå et godt afgrødeudbytte. Overskuddet af kvælstof kan blive udvasket fra markerne og ende i vandmiljøet.
På sin vej gennem undergrunden bliver en del af kvælstoffet dog naturligt omsat med geokemiske processer. Afhængig af den geokemiske sammensætning, og vandets vej gennem undergrunden fjernes større eller mindre dele af kvælstoffet faktisk og ender dermed ikke i vores vandmiljø.
Udvikling af et kortlægningskoncept
Projektet vil udvikle geofysiske, hydrogeologiske og geokemiske kortlægningsteknologier og et samlet koncept som vil kunne anvendes til at bestemme undergrundens naturlige evne til at tilbageholde kvælstof under den enkelte mark, så kvælstof ikke ender i vandmiljøet.
Projektet vil udnytte lovende pilotresultater fra Innovationsfondsprojektet rOPEN og andre relevante projekter. Ligeledes vil projektet skabe synergi med det nationale Landovervågningsprogram, da flere af overvågningsområderne vil blive undersøgt. Her udnytter vi, at der fra områderne findes lange tidsserier af måledata som kan bruges til validering af metoderne i MapField. Desuden er der synergi med en række andre projekter som udvikler virkemidler til reduktion af kvælstof i vandmiljøet. Her vil vi demonstrere at MapField metoderne kan bruges til at vælge og placere virkemidler optimalt i landskabet.

